Et helt nyt år. År 2020. Januar måned er i fuld gang igen. Fantastisk!
Knap er vi kommet på den anden side af nytår, før vi igen er vidne til samme lidt mærkelige adfærd: Kvinder og mænd styrter afsted over stok og sten til fitnesscentre for at manifestere deres ønske om et helt nyt liv med masser af motion; vi har intentionen om at tabe de famøse 5 kilo og starter på slankekure, vi træner op til at løbe både en halv og en hel maraton osv. osv.
Du kender det med garanti.
Det gør jeg også.
Har du også følelsen af, at du bare kører i ring? At du har været her før op til flere gange?
Dybest set er der vel intet i vejen med al denne aktivitet – tværtimod. Det er aldrig forkert at betragte vores krop som et tempel, et hus som vi skal bo i hele livet. Der skal være rent og pænt og vedligeholdt på alle etager.
Og dog – jeg har alligevel et par alarmklokker, som ringer. Dette må ikke stå alene.
For hvad er det egentlig vi søger?
Vi bliver ustandseligt bombarderet med gode og mindre gode råd om f.eks. at
- huske grøntsagerne
- huske motion 2-3 gange om ugen
- endelig undgå at….
- og for alt i verden huske at …..
Resultatet af dette bombardement af sundhedstips:
Stress. Uro. Stress. Angst. Stress. Skyldfølelse. Stress. Skam. Stress. Ubalance. Stress. Lavt selvværd. Stress. Kropshad. Stress.
I det hele taget udtalt ubalance og mental stress over ikke at være sund nok, ikke at leve op til idealet, ikke at være slank nok, ikke være god nok, ikke at være tilstrækkelig, ikke at være perfekt.
Udtalt kropsfiksering.
Udtalt behov for kontrol.
Vi sammenligner os med et ideal, som ofte er urealistisk og uopnåeligt for de fleste.
Dette ensidige fokus på noget ydre, denne tro, at sundhed kun skal kunne ses udenpå, er skadelig for os alle og ikke mindst skadelig for unge piger og drenge, som ofte har svært ved at elske sig selv og acceptere den krop, de har. Se bare al den spiseforstyrrelse og anden selvdestruktiv adfærd, som tilsyneladende især rammer unge piger.
Men hvad med den indre sundhed?
Hvad er det egentlig, vi søger?
Hvis jeg selv skal komme med et bud på svaret, så leder vi forgæves og fejlagtigt efter ydre ting, forstået på den måde, at vi leder efter noget udenfor os selv som skal give os en indre følelse af at være hele, høre til, være som de andre, være elsket, være gode nok.
Uanset hvor længe og hvor ihærdigt vi søger efter noget, som vi synes vi mangler, ja så overser vi én ting: Vi har allerede adgang til denne følelse! Vi har bare glemt det eller overset det hen ad vejen.
Min mission er at hjælpe dig og andre til et liv i større balance.
Balance starter indefra. Tænk på en spiral: den starter indefra i centrum og bevæger sig udad. Sådan er det også med balance. Du må søge ind i dig selv, tune ind på din indre visdom, for du har faktisk svarene i dig, du skal ”bare” lære at lytte til dem igen.
Det som vi søger, er nemlig os selv.
Et eller andet sted hen ad vejen har vi så at sige aflært at mærke os selv. Vi er blevet socialiseret og konditioneret og har glemt denne vigtigt kompetence til fordel for ”ydre” værdier som udseende og præstation. Men alt kan heldigvis genlæres, hvis du er villig til det.
Her er 3 ting, som du kan gøre for dig selv lige her og nu.
- Jeg foreslår at du helt bevidst begynder at flytte fokus over på de ting, som gør dig glad. Hvad gør dig egentlig glad i låget? Hvad er et godt liv for dig? Hvornår er du i flow og glemmer tid og sted og bare er? Brug lidt tid på at finde svarene og træf så beslutningen om at indføre noget af dette i din dagligdag.
- Brug lidt tid på at mærke dig selv og din krop. Lav en såkaldt kropsscanning hvor du enten sidder med rank ryg på en stol eller lægger dig på en måtte på gulvet, men pas på ikke at falde i søvn! Så begynder du helt bevidst og helt minutiøst at gennemgå din krop fra tæerne, fodsålerne, vristen og videre helt op til toppen af dit hoved. Hvis der er et bestemt område, som påkalder sig opmærksomhed, så dvæl lidt der; tag en dyb indånding til området og spørg ind til den følelse eller den smerte, du oplever: hvad prøver den at fortælle dig? Hvorfor gør det ondt? Hvad kan du gøre for at det ikke skal gøre ondt mere? Denne kropsscanning var faktisk en af de allerførste ting jeg i sin tid lærte på et kursus om mindfulness. Jeg bruger det stadig til mine elever, når vi i yoga-timerne kommer til dyb afspænding.
- Gør virkelig en stor indsats for at meditere lidt hver dag. Bare 7 minutter om dagen. Disse 7 minutter om dagen er langt bedre end et par timer et par gange om året. Når du lidt efter lidt lærer at give slip og bare sidder og ”er”, så renser du effektivt ud i din underbevidsthed, som ellers har magten over næsten alt,vi gør og tænker. Læs mere her om at komme i gang med at meditere.