november 14, 2019

Noget om stress hos teenagere

Undgå at din teenager får stress: Her er 7 gode vaner.

Stress kan ramme vidt og bredt. Kvinder som mænd. Unge som gamle. Uanset hvilken uddannelse man har. Uanset hvilket arbejde man har. Alt dette ved vi efterhånden ret godt.

Men ved du også, at stress kan ramme vores børn helt ned til en ganske ung alder?

I det følgende koncentrerer jeg mig dog om vores teenagere, altså de lidt større børn i alderen fra 13 og opefter.

Jeg vil pege på 7 gode vaner, hvor DU som forælder bevidst kan spille en fuldstændig afgørende rolle i forhold til at undgå, at din teenager rammes af stress.

Jeg kan ikke love, at stress ikke rammer alligevel, men alene det at være bevidst om forskellige stress-fælder kan gøre en kæmpe forskel.

  1. Din teenager er under ombygning (det har du sikkert allerede erfaret på forskellig vis), og derfor er søvn afsindigt vigtigt. Det er vigtigt at få nok søvn. Men det er også vigtigt, at få nok kvalitetssøvn. Kvalitetssøvn skal helst forberedes, og det kan du gøre således: Sørg for at få en aftale om bestemte sengetider og aftal også, at den sidste time inden sengetid skal være absolut fri for det blå lys fra telefon, tablet eller fjernsyn. Aftalen kan eksempletvis gå ud på, at det fra kl. 21 kun er tilladt at læse bøger/blade/aviser eller lignende eller skrive med papir og blyant (se også punkt 2 og 3). Køb et gammeldags vækkeur til din teenager, så mobiltelefonen ikke skal bruges som alarm og dermed ligge tæt ved dit barns hoved om natten. Hvis det absolut skal være telefonens alarmfunktion, så sørg i det mindste for, at bruge funktionen ”fly mode” på telefonen om natten. Hvis du er interesseret i at læse mere om søvn, kan du læse min blog om søvn.

 

  1. Tankemylder skal stoppes! Tankemylder kan nemlig forhindre både børn og voksne i at falde i søvn, eller falde i søvn igen, hvis man er så uheldig at vågne op efter bare et par timers søvn. Det er derfor en god ide, at din teenager skriver alle sine tanker ned inden sengetid. Skriv bare løs! Ingen skal læse det bagefter; øvelsen går simpelthen ud på at kaste lys over alt det, der foregår i ens hoved, så det derved mister sin kraft. Hvis dit barn ikke er så god til at skrive ting ned, så kan man sætte sig og tale højt for sig selv. Ingen skal høre det og slet ikke mor eller far, med mindre det føles godt. I så tilfælde lytter du bare – du skal ikke forholde dig til alt det, der siges. Endnu en god ting inden sengetid: Lær din teenager at føre en taknemmelighedsdagbog, hvor man hver aften skriver 5 ting med, som man er taknemmelig over. Store ting, små ting, alt tæller.

 

  1. Sørg for at der afsættes tid til meditation – gerne for hele familien. Meditation er super gavnligt til at håndtere mange former for stress og har desuden positiv indvirkning på både vores fysiske og mentale helbred. Der findes masser af guidede meditationer på markedet, og ellers kan jeg anbefale den app, som hedder ”Åben og rolig”. Den indeholder en række gode kortere eller længere meditationer. Læs mere om meditation lige her.

 

  1. Dette punkt handler om dig: DU skal være en god rollemodel for din teenager! Vær super bevidst om alt, hvad du gør og ikke mindst siger, for dine ord har utrolig stor magt.
  • Vær nærværende! Lyt! Vær neutral!
  • Tænk positivt og lad være med at skabe drama.
  • Sørg for at du ikke brokker dig eller taler andre ned – det skader både dig og andre omkring dig!
  • Walk the talk: Gør alt hvad du kan, for at du selv er i balance, har overskud og ikke er stresset.
  • Stå en time tidligere op end du er nødt til og brug den på dig selv: lidt motion, strækøvelser, meditation, inspirerende læsning eller lyt til afslappende eller inspirerende musik: dette er din ”hour of power”.
  • Sørg for at du er i ro, når du kommer hjem: Inden du møder dit barn eller din familie, så stil dig og ryst hele din krop i et par minutter. Bare ryst alt hvad du kan, ryst, ryst, ryst – det tjener til at aktivere dit parasympatiske nervesystem og få stresshormoner ud af kroppen.

 

  1. Hjælp din teenager med at planlægge sin dag, så der bliver læst lektier på et godt og gerne fast tidspunkt. På den måde undgår man for mange overspringshandlinger. Slug frøen: Sørg for at få lavet det vigtigste, det sværeste, det kedeligste først. Sid gerne selv og læs en bog, mens der bliver læst lektier. Og hvis der nu ikke er lektier, der skal laves, så lad din teenager læse en valgfri bog i mindst 20 minutter; jo mere din teenager læser, jo hurtigere bliver læsehastigheden, hvilket bliver en stor hjælp fremadrettet.

 

  1. Vis din teenager at du oprigtigt interesserer dig for hende/ham: hav tid og lyt! Giv opmærksomhed! Hvad sker der i hendes liv? Hvilke tanker er der? Gå gerne en lille tur sammen i weekenden eller luft hunden sammen (uanset om I har hund eller ej) – det at gå ved siden af hinanden åbner ofte op for en god og spontan dialog. Du skal være opmærksom på, at rigtigt mange børn og unge føler sig ensomme, og ensomhed er en voldsom stressfaktor!
  2. Sidste punkt er måske det sværeste og det vigtigste: Lær din teenager lidt om digital dannelse. Sæt gerne regler op for brug af de sociale medier og for hvordan man skriver til hinanden på disse medier. Dette punkt er super svært, fordi alle unge er SÅ bange for at blive udelukket fra fællesskabet at de tjekker telefonen ustandseligt. Læs mere om digital sundhed.