Jeg har tidligere skrevet om det, som jeg ofte kalder følelsesmæssige vampyrer.
En følelsesmæssig vampyr er en person, som suger al energien ud af kroppen på dig, og som efterlader dig frustreret, bange, usikker på dig selv eller bare ked af det. Kort sagt i affekt. Det er mennesker, som får dig til at vibrere meget lavt.
Kært barn har som bekendt mange navne, og i dag bruger jeg også gerne betegnelsen ”energityve” om disse personer, som med deres negative og frygtbaserede tilgang til livet, udsender en meget lavtvibrerende energi, som du påvirkes af.
Så hvem er du sammen med?
Er det mennesker, som tænker op eller ned? Som støtter dig, forstår dig og ser dig, som den du er? Er det mennesker som kritiserer og taler dårligt om andre?
Kort sagt: er det mennesker som giver dig energi eller som dræner dig for energi?
Hvis du er i en svær periode af dit liv, hvis du er usikker på dig selv eller de projekter, du har gang i, hvis du føler dig stresset eller presset, så er det allerbedst simpelthen at holde dig væk fra de mennesker eller de situationer, som er ubehagelige for dig. På den måde kan du undgå at blive drænet for energi.
Hold dig væk!
Men…..
At holde sig væk er heller ikke altid den mest hensigtsmæssige strategi.
For det første er det ikke altid muligt at undgå disse energityve. Det kunne meget tænkeligt være familiemedlemmer eller kolleger, som kaprer dig energimæssigt. Og her er det ikke nogen holdbar løsning bare at holde sig væk.
For det andet må vi ikke glemme, at intet møde med andre mennesker er tilfældigt! Vi møder altid lige præcis de mennesker, vi har brug for, og i ethvert møde ligger der en lære eller en lektie til os.
Vi kan faktisk opfatte hele vores tilværelse som én livslang læringsproces: Vi befinder os i livets klasseværelse, og vi får lige præcis de lektier for, som vi har brug for til at udvikle os og komme videre. Vi får gerne den samme lektie for igen og igen – lige til vi har lært den. Dvs. lige til vi har fattet, hvad det drejer sig om, eller lige til vi f.eks. har taget den skyggeside til os, som vi ellers har fornægtet.
Først derefter kan vi rykke videre til næste lektie.
So what to do?
Du må gøre noget andet – noget som er meget bedre!
Noget som hjælper dig til ikke at blive ramt følelsesmæssigt, så du kan nøjes med at blive ”informed” og ikke ”affected” af disse mennesker og deres ord eller handlinger.
Du må øve dig!
Øve dig, øve dig og atter øve dig!
Finpudse den kompetence at kunne være venlig, kærlig og imødekommende overfor andre mennesker – og jeg mener alle mennesker – samtidig med at du er i stand til at skabe klare grænser, som beskytter din egen energi og lader dig blive ved med at have det godt.
Når vi snakker om energier og om at bevare sin gode højtvibrerende energi, ved du så hvad det allervigtigste er?
At have det godt!
Du skal have det godt, jeg skal have det godt, vi skal alle have det godt. Kun på den måde kan vi vibrere højt og holde en lavere vibrerende energi væk.
Jeg er sikker på, at du er enig med mig:
Det føles så godt at have det godt!
Det handler altså om, at du lader andre mennesker leve deres liv, uden af det kommer til at genere dig og dit liv. De har deres lektier, ligesom du har dine lektier og dine egne ting du skal lære.
Her er 5 gode råd til at hjælpe dig med at lære at værne om din egen energi og sætte grænser, så deres energi ikke trænger ind på dine enemærker.
Nummer 1: Brug denne lille affirmation til at styre dine tanker og sikre, at du ikke bare reagerer pr. automatpilot i visse sammenhænge:
Intet menneske, intet sted og ingen ting har magt over mig. Jeg er fri.
Nummer 2: Denne affirmation fra Gaby Bernstein kan også tjene dig:
My relationships are assignments, and I´m willing to learn.
Nummer 3: Træk dig lidt tilbage, gå evt. ud på toilettet og lav denne lille øvelse:
Stil dig med let spredte ben og med armene løftet vandret ud til siden. Armene er i skulderhøjde og parallelle med gulvet. Håndfladerne vender opad. Ånd nu ind gennem næsen og før begge arme frem foran dig, så håndfladerne mødes. Armene er stadig strakte. Skuldrene nede og afspændte. Ånd ud igen gennem næsen og før armene tilbage til startposition, vandret over gulvet. Bliv ved et par minutter til du igen er dig selv og har dit vibrationsniveau oppe igen. Gå så tilbage til de andre og fortsæt, hvor du slap.
Nummer 4: Vær bevidst omkring at styrke din aura eller dit energifelt. Det gør du lettest gennem kundalini yoga og meditation, som lader dig stå stærkt og hvile i dig selv. Med kundalini yoga skal du ikke tænke på, hvorfor eller hvordan, det virker. Du skal bare give dig hen til disse ældgamle teknikker, som hjælper dig til at slippe dine begrænsninger og hæmmende overbevisninger eller sider af dig selv, som ikke tjener dig mere. Du kan se lige her hvor jeg pt. holder undervisning, hvis du er interesseret.
Nummer 5: Endelig kan du med fordel begynde at interessere dig for det såkaldte skyggearbejde, hvor du lærer at tage dine skygger til dig og erkende, at du er et helt mennesker med adgang til alle egenskaber, også dem, som du nødig vil have siddende på dig: Hvis du f.eks. kan sige om dig selv: ”Meget kan man sige om mig, men nærig, det er jeg altså ikke”, så kunne nærighed være en side, som du selvfølgelig har i dig, men som du ikke vil kendes ved. Hvornår var du f.eks. sidst nærig?
Til allersidst: Gør det til en vane at have en smuk notesbog klar og sæt dig ned og reflekter lidt over, hvad du f.eks. lige har læst. Bare lad pennen flyde hen over papirer: Er der energityve i dit liv? Hvem kan det være? Hvordan har du det, når du har været sammen med dem? Hvis du skulle lære noget af dem, hvad kunne det så være? Viser de måske sider af dig selv, som du (eller din sjæl) gerne selv ville have adgang til? Også selv om du måske fornægter det! Hvad kan du selv gøre, for at have det godt og være glad dybt ind i din sjæl?
Hvad med mig selv? Falder jeg selv i og glemmer at stå stærkt og værne om min egen energi?
Ja da.
BIG TIME.
Igen og igen.
Men jeg er bevidst om det og bliver med tiden bedre og bedre til at styre mine tanker og følelser og ikke give magten til energityve, som vi alle kan risikere at møde overalt, både privat og professionelt.